Menu

EGIF Fodbold – Børnepolitik – Børn i alderen 3-12 år

Indledning

I EGIF Fodbold ønsker vi, at vores børn og unge færdes og trives i et trygt miljø, hvor de føler sig som en del af et fællesskab. Vores børnepolitik er et sæt fælles spilleregler som både spillere, trænere, frivillige og forældre skal følge for at skabe de allerbedste rammer for børnene i klubben.

 

I EGIF Fodbold mener vi, at det er vigtigt, at både børn og voksne har klare rammer at forholde sig til, og at vi i fællesskab har en opgave i at sikre, at vi kan skabe et miljø, hvor børnene trygt kan spille fodbold og have det sjovt. I EGIF Fodbold er børnene vores centrum, og vi følger DBU’s anbefalinger og rettigheder.

 

Udover at leve op til DBU’s børnerettigheder og børneløfter har fodboldklubben taget stilling til konkrete retningslinjer/regler for vores børn og unge.

Økonomisk og organisatorisk prioritering af børnefodbold i EGIF Fodbold

Alle trænere tilknyttet klubben tilbydes træneruddannelse, så alle trænere har de fornødne trænerkompetencer og muligheder for at kunne tilbyde vores børn den bedste træning.

 

Børn og ungdom har bestyrelsens fokus, og er derfor også et fast punkt på hvert bestyrelsesmøde, hvor ungdomsformanden giver status på trivsel, udviklingsområder og andet relevant.

Klubben afholder hvert år inden sommerferien en afslutning med kåring af ”Årets Fighter” og ”Årets kammerat”.

 

Klubben arrangerer for børn og unge i klubben 2 årlige stævner – 1 udendørs og 1 indendørs, hvor klubbens egne hold deltager uden deltagergebyr, men hvor forældre og andre frivillige om holdene løser praktiske opgaver forbundet med stævnerne. Bestyrelsen har fokus på at kunne tilbyde stævnedeltage, hvor flere hold fra forskellige årgange i klubben deltager. Ved valg af hvilke stævne som tilbydes, vil Bestyrelsen have ekstra fokus på det sociale og bredden i det tilbudte stævne. 

 

Klubben prioriterer hvert år at kunne afvikle DBU’s Fodboldskole

Omklædning og omklædningsrum

Trænerens færden i omklædningsrummet 
Både børn og voksne skal trygt kunne bruge omklædningsrummene i vores klub. Det betyder også, at der er klare regler for brugen heraf. Voksne må ikke opholde sig på to-mands hånd med spillere i klubbens omklædningsrum, ligesom det er gældende i klubbens øvrige lokaler. Spillersamtaler bør derfor finde sted i et mere offentligt rum. Taktikmøder eller lignende må gerne ske i omklædningsrummet, såfremt det er med/for hele holdet. Vi bestræber os på, at der er en kvindelig leder på alle pigehold.


Det er en træner opgave at sikre, at hvis der er altid er mere end 1 voksen til stede i omklædnings- eller badsituationer. Vi opfordrer til, at det er voksne af samme køn som børnene, som er til stede i omklædningsrummet i disse situationer af hensyn til børnene.

 

Brug af mobiltelefoner i omklædningsrummet
Omklædning i vores omklædningsrum skal være trygt. Mobiltelefoner må derfor ikke anvendes i omklædningsrummet, og vi opfordrer til at de voksne omkring holdene tager emnet op, og forklarer børnene, hvorfor mobiltelefonerne ikke må anvendes.

Klubben bestræber sig på at kunne stille opbevaring af mobiltelefoner til rådighed til hvert omklædningsrum.  

Omklædning og bad før og efter fodbold

Klubben opfordrer til at børn og unge klæder om både før og efter træning og kamp.

Brug af sociale medier – Facebook, kampklar og holdsport

Klubben vil gerne bruge sociale medier til promovering, dele den glæde fodbold skaber mellem børne og til lettere fælles kommunikation på holdene.

Det skal understreges, at de sociale medier ikke skal være platform for holdningstilkendegivelser eller diskussioner. Kun positive historier og en ordentlig positiv tone accepteres.

 

Kun de 3 nævnte kan anvendes til kommunikation omkring holdet.

 

Brug af platform til kampe og stævner

Alle nye hold skal bruge DBU kampklar.

Eksisterende hold som bruger en anden platform, kan bibeholde det.

 

Kommunikation mellem træner, forældre og hold i f.eks. facebookgrupper og øvrige sociale medier

Det er tilladt for holdet at oprette en facebookgruppe, hvor diverse kommunikation finder sted.

Det er en forudsætning, at der oprettes en lukket gruppe, hvor kun forældre og trænere har adgang. Det er et krav, at et medlem af bestyrelsen er repræsenteret i gruppen.

 

Kommunikation mellem træner og spiller uden for fodboldregi

Al kommunikation mellem en træner og en spiller foregår direkte gennem barnets forældre. Det betyder også, at det er forbudt at kommunikere direkte til spilleren, når barnet er under 12 år.


Ansvar for den gode tone i facebookgrupper
Alle medlemmer af facebookgruppen er ansvarlige for den gode tone. Det er tilladt at have forskellige holdninger til emner, men gruppen skal ikke bruges som platform for diskussioner eller uenigheder.

Et medlem fra bestyrelsen vil være repræsentant for klubben, og har derfor et medansvar for den gode tone og dialog.

Trænere/frivillige/lederes adfærd omkring børn

Trænere, frivillige og ledere omkring holdet er rollemodeller, og børnene skal kunne spejle sig i deres adfærd. Det betyder blandt andet, at vi opfordrer kraftigt til, at trænere i øjenhøjde hilser på børn til træning og kamp, og at forældre hilser på trænere, børn og øvrige forældre.

 

Privat kontakt til børn udenfor klubben
Vi opfordrer til, at man som voksen omkring holdet ikke tager direkte kontakt til et barn uden for klubben. Skal man i kontakt med en spiller, så vil kontakten altid gå gennem barnets forældre.

Vi er meget opmærksomme på, at børn har legeaftaler mv. uden for klubregi, og det skal der naturligvis være plads til, da det styrker det sociale på tværs af holdet.

 

Retningslinjer for overnatningsforhold på f.eks. ture
I klubben opfordrer vi til at børnene styrker de sociale relationer i form af aktiviteter som involverer fodbold eller overnatningsstævner.

Disse ture har til formål at styrke fællesskabet på holdet. Hvis en aktivitet er med overnatningsmulighed, så vil trænerne deltage og have det overordnede ansvar for børnene, men der opfordres til at forældre deltager, gerne både mænd og kvinder, så der er voksne til stede hele tiden.

Vi opfordrer også til andre sociale arrangementer uden for træningsbanen, som ikke nødvendigvis involverer fodbold.


Voksnes indbyrdes sprogbrug i nærheden af børn

Der er en forventning til alle voksne i nærhed af børnene taler om med hinanden i en ordentlig tone. Vi har en forventning om alle behandler hinanden med gensidig respekt.

Vi drøfter ikke andre børn i børnenes påhør.

Vi opfordrer forældre og andre pårørende til at respektere, at det er træneren, som er ansvarlig for holdet – Det betyder, at man som tilskuer til træning eller kamp roser holdet og ikke individet.

 

Sprogbrug overfor dommere, modstanderhold eller andre frivillige uden for klubben

Klubben forventer, at voksne omkring holdet – både trænere, frivillige og forældre, behandler og tiltaler andre voksne som vi møder på fodboldbanen eller i fodboldregi med gensidig respekt.

 

Procedure for velkomst af nye børn og forældre

Klubben bestræber sig på, at alle nye børn og forældre tages godt imod. Det sikres ved en velkomstfolder til forældrene, som forklarer klubbens værdier og holdninger. Det er trænerens opgave, at en ny spiller bliver taget godt imod og hurtigt integreres på holdet.

 

Inddragelse af forældre

Når et barn spiller fodbold i klubben, er der en forventning til at forældre bakker loyalt op om trænerstaben og byder aktivt til for at løse opgaver.

 

Indhentning af reference for ny børnetræner
Vi vil sikre vores børn de bedste trænere, og vi bestræber os derfor til at indhente referencer på nye børnetrænere.

 

Sprogbrug børn imellem
Det er de voksne omkring holdenes ansvar at sørge for, at tonen mellem børnene er god med et fokus på gensidig respekt for forskelligheden blandt børnene.

Hvis man som træner, leder eller frivillig observerer et skænderi mellem børn eller brug af uacceptabelt sprogbrug, så er den voksne ansvarlig for, at det bliver stoppet på en ordentlig måde.


Sprogbrug, voksne til børn
Børn spejler sig i voksne – voksne omkring holdet er derfor rollemodeller. Som voksen i relation til børnene er det vigtigt, at man overvejer, hvordan man taler til børn – vi arbejder derfor med tilgangen ”vi taler til børn, som vi gerne selv vil tales til.”

Det er vigtigt i kommunikationen med børnene, at vi er tydelige, rummelige og i øjenhøjde.

Vi skælder ikke ud, men forklarer og har en opmærksomhed på, at børnene gør det bedste, som de kan.

Mobning eller mistrivsel

I EGIF Fodbold skal der være plads til alle, og vi tager derfor alle henvendelser om mobning eller mistrivsel meget alvorligt.


Procedure ved henvendelser om mobning og mistrivsel
EGIF Fodbold er en breddeklub, hvor der er plads til alle uanset forskellighed.

Vi tager vi mobning og mistrivsel meget seriøst, da vi ønsker, at alle vores børn er glade og trives i klubben og i det fællesskab, som skabes igennem fodbolden.

Hvis vi får henvendelser omkring mobning elle mistrivsel, så vil forældrene til barnet blive involveret. Er det mobning fra et andet barn i klubben, vil forældrene til dette barn også blive involveret.

Drejer mobningen sig om større grupper, vil der blive indkaldt til forældremøde for hele årgangen, som kan suppleres med et spillermøde, hvis børnene er ungdomsspillere.  

Processen kan være forskellig fra henvendelse til henvendelse, da vi lytter til de involverede, og hvordan de ønsker situationen grebet an.


Ansvarlige og kontaktpersoner i klubben
Bestyrelsen er alle ansvarlige, og ethvert bestyrelsesmedlem kan til enhver tid kontaktes.

Seksuelle krænkelser eller uønsket seksuel opmærksomhed

I EGIF Fodbold har vi nultolerance, og vi tager alle henvendelser meget alvorligt.


Procedure ved mistanke eller henvendelse om seksuelle krænkelser eller uønsket seksuel opmærksomhed
Henvendelser eller mistanke om seksuel krænkelse vil altid blive drøftet i klubbens bestyrelse samt med de involverede parter. Først og fremmest forældrene til det barn, der føler sig krænket.

I EGIF Fodbold er dette en meget alvorlig ting, og det er derfor vigtigt, at vi undersøger sagerne i dybden. Vi vil i klubben derfor altid alliere os med vores klubrådgiver hos DBU, samt med DIF, som har personer, der arbejder med dette til dagligt.


Retningslinjer for acceptabel fysisk kontakt
Da børn er børn, og nogle børn reagerer forskelligt fra andre, er der også forskellige måder at henvende sig til børnene på som træner.

I EGIF Fodbold må man ikke gribe fat i børn, slå eller sparke uanset, hvad barnet har gjort eller sagt – al fysisk magt er uacceptabel adfærd.

I træning eller kampsituationer er det naturligvis i orden at give ”High fives”, skulderklap eller lignende.


Ansvarlige og kontaktpersoner i klubben.
Bestyrelsen er alle ansvarlige, og ethvert bestyrelsesmedlem kan til enhver tid kontaktes.

Indhentning af børneattester

Vi gør opmærksom på, at vi indhenter den lovpligtige børneattest på alle klubbens trænere, lige så snart de er tilknyttet klubben, og før de begynder træningen.

Hvis der er forældre, som hjælper til på mere fast basis til kamp og træning tilknyttes holdet som assistenttræner, og der indhentes børneattest på den pågældende.

 

Børneattest indhentes yderligere én gang årligt.

Spørgsmål vedrørende børnepolitikken

Er der spørgsmål vedrørende EGIF Fodbolds børnepolitik, eller har man kendskab til tilfælde af overtrædelser, mistanke om mistrivsel eller andre spørgsmål så kontakt venligst Bestyrelsen.

Luk