Menu

Ildsjæle i pigefodbolden

image
28. august 2017 kl. 20:48

I dagens avis, Fredericia Dagblad, kan læses denne her artikel: http://frdb.dk/fredericia/Ildsjaele-i-pigefodbold-Loennen-er-kram-og-glade-piger/artikel/138109#

Men da vi ikke tro at alle har adgang til deres web avis, har vi her sakset teksen ind.

Ildsjæle i pigefodbold: Lønnen er kram og glade piger

AF: KLAUS MADSEN

Publiceret 26. august 2017 kl. 12:02

Foto: Kim Rune

Tina Aabo og Jess Petersen er to af hovedkræfterne bag Fredericia KF, byens nye kvindefodboldsamarbejde. Foto: Kim Rune

Ildsjæle i pigefodbold: Lønnen er kram og glade piger

 

To ildsjæle, Tina Aabo og Jess Petersen, trækker et stort læs i det nye fodboldsamarbejde Fredericia KF. Jess Petersen var træt af at se gode hold smuldre, fordi der var for få spillere.

Fredericia: Pigefodbolden skal have alt, hvad den kan trække i Fredericia.

Sådan lyder det fra to af hovedkræfterne bag det nye fodboldsamarbejde Fredericia KF. 53-årige Jess Petersen fra Fredericia KFUM og 43-årige Tina Aabo fra Erritsø GIF trækker et stort læs i styregruppen for fodboldsamarbejdet, som fire af byens klubber indledte i december 2016.

- Den skal have alt, hvad den kan trække med pigefodbolden. Vi giver det en chance, og vi ser ingen tegn på, at det ikke skal lykkes, siger Jess Petersen.

KFUM, BPI, Erritsø og Taulov-Skærbæk er med i samarbejdet.

- Det bedste er, at jeg har mødt Tina, som brænder lige så meget for det, som jeg gør, siger Jess Petersen.

Landsholdet har lige haft succes, og pigefodbolden har fået et boost. Den bølge vil vi gerne hoppe med på.

Jess Petersen

Månedens idrætshistorie

Hvem skal være månedens idrætshistorie? Og være med i opløbet om at blive Årets Idrætshistorie og modtage en pris på 5000 kroner. Denne artikel om Fredericia KF indgår i serien. Serien bringes den sidste lørdag i hver måned. Det kan være en lidt skæv og anderledes, men også aktuel historie fra idrættens verden i 7000 Fredericia. Serien er skabt i et samarbejde mellem Jyske Bank og Fredericia Dagblad. De tre bedste historier bliver ved årets udgang nomineret og præsenteret ved Fredericia Kommunes årlige idrætsfest. Årets Idrætshistorie bliver præmieret med 5000 kroner fra Jyske Bank. Nye forslag til serien kan sendes til klma@frdb.dk eller fd@frdb.dk

Kører på hele tiden

Egentlig skulle der være én repræsentant fra hver klub i Fredericia KF's styregruppe. Men hverken BPI eller Taulov-Skærbæk har ressourcerne. I stedet trækker Tina Aabo og Jess Petersen læsset og forsøger at skabe et fællesskab blandt pigerne, som spiller forskellige steder i byen. De tog initiativ til et storskærm-arrangement på Den Engelske, da Danmark nåede semifinalen ved sommerens EM. De er på vej med en skolefodbold-turnering 23. september, og de har også lige arrangeret en bustur for Fredericia KF's piger til Danmarks landskamp mod Horsens. I denne måned stod de bag uddelingen af 2000 sedler til skolepiger med opfordringen om at starte til fodbold.

- Det hele går så hurtigt, at vi næsten ikke trækker vejret. Der er ikke så meget snak om strategi. Vi kører bare på med arrangementer hele tiden, siger Tina Aabo.

Fredericia KF-samarbejdet er fra U13-alderen og opefter. Der er i øjeblikket mellem 150 og 160 spillere. Målet er at nå op over 370 spillere, så der er to hold i hver årgang.

- Jeg har været træner i 30 år, og jeg har brugt meget tid på pigefodbold. Jeg har altid ment, at man var nødt til at samarbejde, og i mine øjne kan ingen kun klare det selv. Du kan ofte have én årgang, der er god, men hvis du ikke har de andre med, dør det ud. Især når du kommer op omkring senior-alderen, siger Jess Petersen.

Frivillig træner

Civilt er Jess Petersen lokomotivfører i DB Cargo. Han sidder også i bestyrelsen for Fredericia KFUM. Som spiller var han i både Fredericia fF, Erritsø og KFUM, og hans søn og datter har også spillet.

Tina Aabo er lægesekretær på sygehuset i Kolding, og hun har en fortid som håndboldspiller. Hun kom ind i fodbold, da hendes datter og søn begyndte. Nu har hun både en datter og to papdøtre, som spiller i Fredericia KF.

Det er ikke hendes eneste indgang til den lokale pigefodbold. Hun er også træner for Erritsøs U9-piger, hvor ingen af hendes børn spiller.

Interviewet foregår umiddelbart før træningen for U9-pigerne, og flere af dem kommer glade hen og giver træneren et kram, før de går ud på græsset.

- Mine børn er større og spiller på andre hold, men man bliver glad af at omgås de skønne unger, siger Tina Aabo og uddyber:

- Det er dejligt at se, pigerne bliver glade. Og hjælpe dem i gang med noget, der er sundt for dem. En af mine visioner er, at vi skal have de små piger i gang med at spille. Det skal skabe et godt fundament for pigefodbolden, siger hun.

Drømmer om 1. division

Ikke alt er gået fremad, siden Fredericia KF begyndte. Et U15-hold måtte eksempelvis lukke op til sæsonenstart i Taulov-Skærbæk. Lige nu er der kun pigehold i Erritsø og KFUM - men ikke i BPI og Taulov-Skærbæk. Men Jess Petersen ser en stor fordel i forhold til tidligere:

- Bestyrelserne i klubberne er positive i dette projekt, og sådan har det ikke været før, siger Jess Petersen, som vil satse på både elite og bredde. Der skal være et stærkt hold i hver årgang, og der skal også være et andethold. Det skal skabe en god fødekæde til seniorniveau, hvor drømmen er 1. division i løbet af to-tre år.

-Jeg vil gerne have Fredericia på landkortet. Gennem flere år har jeg set det ene hold efter det andet falde sammen. Der har rendt otte spillere i Erritsø og otte spillere i KFUM. Klubberne kunne ikke snakke sammen, og spillerne endte med at stoppe allesammen, siger Jess Petersen.

Fredericia fF er lige nu den eneste klub i byen, som ikke er med i samarbejdet om kvindefodbold. FfF sagde nej tak, da klubben ikke råder over nogen pigehold. Men Jess Petersen fra Fredericia KF håber, at de blå fra Madsby kommer med i samarbejdet senere.

Satser på træningstøj

Indtil videre har Fredericia KF-holdene spillet i moderklubbernes dragter. Men også her er der nye planer for at skabe fællesskab blandt pigerne i det nye samarbejde.

- Vores plan er helt sikkert, at vi skal spille i vores egne dragter på et tidspunkt. Men det første, vi satser på, er at få ens træningstøj til pigerne i løbet af efteråret, siger Jess Petersen.

2024 01. december kl. 09:46
U8 drenge afsted til Universal Transport / Palles Bageri CUP En masse fede og spændende kampe blev spillet
2024
01. november kl. 20:42 Højt aktivitetsniveau hos senior gennem vinteren
2024
06. september kl. 20:54 Renovering af parkeringsplads
2024
30. august kl. 19:51 Ny sejr til Egif oldboys mod Vonsild (Egif 3-1 Vonsild)
2024
20. august kl. 22:45 MATCHDAY - Lørdag d. 31. august
Luk