Menu

U12 til Sønderjyllands Cup i Gråsten

image
Line Skipper Marx
01. juli 2018 kl. 21:56

Weekenden bød på overnatningsstævne i Gråsten for U12 drenge. Vi drog afsted fra Erritsø fredag eftermiddag, og skulle indkvarteres på en skole i Gråsten. Første kamp var først lørdag formiddag, så drengene havde god tid til en rigtig hyggelig aften på skolen. Fællesspisning og hygge med kammeraterne stod højt på listen. Der var mange hold tilmeldt stævnet, så stemningen på tværs af klubber var virkelig god.  

 

Lørdag formiddag skulle vi i gang med vores kampe, og de første 2 kampe mod SUB Sønderborg og Årslev var noget svære for drengene. Især SUB Sønderborg var noget over vores niveau, og de gik også hele vejen i A-slutspillet. Rækken var ikke niveauopdelt, og de to første kampe endte begge med nederlag, der kunne mærkes! I lørdagens sidste kamp fik drengene deres spil godt i gang, og de kæmpede bravt og målrettet. Lørdagen endte med en velfortjent sejr til os, og humøret steg hurtigt et par grader. Med hjælp fra forældre, der havde taget turen til Gråsten for at heppe, kørte vi forbi Alnor Strandpark, hvor drengene blev kølet ned med en frisk badetur. Lørdag aften var disco-aften, og så danseskoene blev pudset og de pæne bukser fundet frem. Der blev hygget igennem lige til sengetid på hele holdet, og trænerne hyggede et par timer med træner/lederarrangement med helstegt pattegris og lidt rødvin. Dagen endte bedre end den startede – det var alle enige om.

 

Søndag mødte vi i første kamp Gråsten, som vi hurtigt fik styr på. Næste kamp var så semifinalen. Drengene havde virkelig fundet holdgejsten, og det gav i den grad bonus på banen. Vi vandt semifinalen, og skulle så spille stævnets sidste finale i B-slutspillet. Både drengene og forældrene på sidelinjen var top-tændte, og med trænerens gode taktik, gik drengene hele vejen og vandt over 1-0 over Hammerum. En podieplads var lørdag noget udenfor rækkevidde, men pludselig var vi der. Det var rigtig stort for drengene, og humøret var helt i top. Alle spillere fik en stor medalje, og med posten kommer snart en fin fodboldtrøje til hver af drengene med fint tryk. Ja, og så kan U12 drenge også bidrage med en ret så FLOT POKAL til klublokalet. En fantastisk afslutning på en herlig weekend, hvor sammenholdet mellem drengene absolut blev styrket – både på- og udenfor banen. Tak til trænerne, Henrik og Lars, der lagde taktikken og overnattede med drengene. Og tak til alle forældre for opbakningen, hjælp til logistik, planlægning, guf og kager J

 

Sønderjyllands Cup i Gråsten var absolut et godt stævne, og kan varmt anbefales til andre hold.

Luk