Menu

Nyt trænerteam til klubbens førstehold fra næste sæson

image
Karsten Pedersen
09. oktober 2020 kl. 12:14
Fra den kommende sæson skal klubben have et nyt trænerteam omkring førsteholdet.
Skiftet sker i overensstemmelse med de aftaler, som blev lavet med Erik Paulin og Morten Gram sidste efterår. Den oprindelige plan var, at vi skulle have foretaget skiftet i vinters, men med de løsninger vi havde foran os, var vi overbeviste om at det bedste team for os var Erik og Morten. Det blev dog også aftalt, at det var det sidste kalenderår, aftalen skulle løbe i. Som bekendt gik Erik bort i juli måned, hvorfor Morten har stået som cheftræner siden med Jesper Sørensen og Jesper Thrane som assistenter.
Vi har derfor siden før sommerferien haft gang i en proces for at finde den bedste fremtidige løsning. Processen har blandt andet bestået i at finde relevante emner, foretage samtaler med dem og sidenhen begynde at lægge planer for det fremtidige setup.
Valget er faldet på Michael Nordby som cheftræner og Allan Pedersen som assistenttræner.
Michael Nordby startede som seniortræner hos Give Fremad (serie 2) og er sidenhen mest kendt for at have været træner hos Hover IF (serie 1-3). Sidenhen er det blevet til et kort ophold hos Brædstrup (jyllandsserie 1) samt et halvt år hos Vejle Kammeraterne. Derefter har Michael holdt en pause fra trænergerningen.
Allan Pedersen er i dag træner for klubbens anden og tredje senior. Allan startede som træner, da årgang 2002 var 5-6 år og har siden fulgt dem op gennem ungdomstiden. De seneste 2 har Allan træner først tredje og siden anden senior.
Vi ser frem til at kunne byde Michael og Allan rigtig velkommen og følge arbejdet med holdet fremover.
Siden 2009 har Morten været en del af setuppet omkring førsteholdet. Det har vi i klubben været meget taknemmelige for og det har været en fornøjelse at følge den stor arbejdsindsats, som er lagt for dagen. Ved siden af arbejdet omkring førsteholdet har Morten fungeret som banemand og materialeansvarlig, hvilket han fortsat vil gøre fremover.
Fra klubbens side skal der derfor lyde en kæmpe tak for indsatsen til Morten gennem alle årene samt en stor tak til Jesper Sørensen og Jesper Thrane for at springe til, da der var behov for hjælp.
Luk