EGIF modtager stor donation fra Fynske Bank
I Erritsø er man glade. Klubben har netop fået en stor donation fra Fynske Bank. EGIF’s ambition om at styrke klubbens identitet og samhørighed er nemlig blevet belønnet med en generøs donation fra Fynske Bank. Donationen gør det muligt for klubben at anskaffe omkring 160 matchende spillersæt, hvilket er et betydeligt skridt fremad for klubbens ungdomsafdeling.
– Vores evne til at præsentere os i ensartede spillersæt betyder utrolig meget for os som klub, siger EGIF formand Mads Hansen.
– Vi har i vores klub sat en dyd i at styrke samhørigheden blandt vores spillere. Vi forventer, at vores nye initiativ med ensartede spillersæt og fælles omklædningsritualer vil fremme en dybere følelse af fællesskab, samt at det kan hjælpe med at minimere visse udfordringer forbundet med kropskomfort. Hele vores ungdomsafdeling, lige fra U13 og ned, er inkluderet i denne bestræbelse – et engagement, vi er utroligt stolte af at manifestere. Denne bedrift ville ikke have været mulig uden Fynske Banks generøse donation, som har gjort anskaffelsen af cirka 160 spillersæt mulig. Dette er et konkret bevis på vores dedikation til at skabe et inkluderende og ensartet miljø for alle vores medlemmer, fortsætter en meget stolt fodboldformand.
Han er taknemmelig for den støtte, Fynske Bank har ydet til klubben, og anerkender også arbejdet fra klubbens trænere, der har været nøglefaktorer i at gøre denne vision til en realitet.
Filialdirektør i Fynske Bank Fredericia, Dennis Storgaard, er imponeret over det fællesskab, der er skabt omkring Erritsø Idrætscenter, hvor EGIF Fodbold har sat sit aftryk, derfor var han heller ikke i tvivl om, at han skulle anbefale klubbens arbejde til fonden.
– Fonden for Fynske Bank har valgt at donere 74.950 kr. til nyt spillertøj til EGIF Fodbolds ungdomsspillere for at støtte op om den kultur, værdier og store frivillige indsats, der ydes i klubben, fortæller Dennis Storgaard.
– Hele grundlaget for Fonden for Fynske Bank er at skabe et lokalt økosystem, hvor vi takke være vores kunder får denne fantastiske mulighed for at give tilbage til det lokale foreningsliv i vores markedsområde. Det er jeg både stolt og ydmyg over at være en del af, uddyber han.